O.T.Riis Forlag

Syner og åpenbaringer av

"Lebesbymannen" Anton Johansson (1858 - 1928)

Til min hjemmeside

Den nordiske seer Anton Johansson blev født den 24. maj 1858 i svensk Lapland, i Angesdalen nær ved den norske grænse. Her havde forældrene en lille gård, men efter flere års misvækst besluttede de i 1874 at flytte nordpå til et sted ude ved havet. De bosatte sig i Lebesby ved Laksefjord i Norge ikke langt fra Nordkap. Begge forældrene var raske og arbejdsomme mennesker, og her kunne de foruden landbruget også drive fiskeri. Anton, der var den ældste af otte søskende, var 16 år, da de flyttede hertil, og han blev der resten af sit liv.

Anton var livet igennem en velanskrevet og respekteret mand, og ligesom forældrene var han uhyre flittig. Foruden at passe landbruget og fiskeriet var han i 30 år ansat ved politiet. I mange år var han assistent i den norske landmålingskommission i Finmarken, og han sad i kommunalbestyrelsen i 18 år, og foruden alt dette påtog han sig det ulønnede hverv som kirketjener. I hele bygden var han kendt som en ærlig og pålidelig mand, hvis hjælp man altid kunne regne med.

Hans clairvoyante evner, som senere skulle gøre ham kendt langt ud over landets grænser, viste sig første gang, da han var 16 år, og familien var kommet til Lebesby. Pludselig så han i et syn sine to yngre brødre ligge på havets bund. I det øjeblik druknede de virkeligt. I de kommende år så han mange ulykker, før de skete, ikke blot på hjemegnen, men også ude i verden. Han fortæller selv derom: »Når synerne kom, gik der først ligesom et slør for mine øjne. Så var det næsten, som om jeg fik nye øjne, og det, jeg derefter så, stod lige så klart for mig, som havde jeg set det med mine jordiske øjne. Og synerne blev altid stående så længe, at jeg roligt kunne iagttage og opfatte dem.« Således så han på et tidligt tidspunkt to frygtelige jordskælv, det ene i San Francisco i 1906, hvor denne millionby praktisk talt blev jævnet med jorden, og det andet i Messina i 1908, hvor 84000 mennesker omkom. Men den altoverskyggende begivenhed i hans liv fandt sted natten mellem den 13. og 14. november 1907, da han næsten var 50 år gammel.

Han fortæller selv herom: »Dagene før den 13. november var forløbet roligt, der var ikke hændt noget særligt. Om aftenen gik jeg tidligt i seng og faldt straks i søvn. Men ved midnat blev jeg vækket af en stemme, som sagde: »Dig skal det være givet at kende himmeriges hemmeligheder. « Samtidig blev jeg omstrålet af et overvældende himmelsk lys og følte mig opløftet til en sfære af ubeskrivelig renhed; lyset var så stærkt, at det næsten blændede mig. Hele rummet var et eneste lyshav af ubeskrivelig skønhed, og dén, der fulgte mig, sagde: »Således ser der ud i de evige boliger. «I det øjeblik frygtede jeg for, at jeg skulle blive fristet til hovmod, og jeg bad stille mit Fadervor. Derefter hørte jeg om de hændelser, som i de kommende år ville indtræffe for mig og mine nærmeste, og samtidig med at det blev fortalt mig, så jeg, hvordan det ville ske. Det første var min brorsøns død allerede næste dag. I ånden blev jeg ført til det sted, hvor ulykken ville ske, og jeg så, hvordan han i stormen blev slynget over bord og druknede, og det skete, som jeg havde set det. Denne nevø stod mig særligt nær, og det gjorde et frygteligt indtryk på mig. Stemmen, som talte til mig, kom fra min højre side, den var mild og behagelig og meget tydelig, sproget var det norske, jeg selv talte. Samtidig blev jeg gennemstrømmet af en rensende, himmelsk kraft, jeg følte mig i umiddelbar nærhed af det guddommelige. «

Han blev nu ført med ud i verdensrummet, og i løbet af denne ene nat så og oplevede han dette århundredes mest dramatiske begivenheder. Han var vidne til skibskatastrofer, jordskælv og orkaner. Således så han, hvordan datidens mest moderne engelske passagerskib »Titanic« i april 1912 stødte mod et isbjerg ud for New Foundland på sin første rejse til U.S.A., og over 1500 passagerer druknede. Men først og fremmest oplevede han det 20. århundredes tre verdenskrige. Langsomt gled billederne forbi hans syn, så de kunne nå at fæstne sig i hans bevidsthed, og stemmen forklarede alt, hvad han så. Da han på den måde oplevede 1. verdenskrig og blev ført ned gennem Europa til fronterne både mod syd og øst og vest, fik han sit livs opgave. Stemmen sagde til ham: »For menneskenes ondskabs skyld vil denne krig komme, men du skal gøre, hvad du kan for at advare kejser Wilhelm. Han må ikke lade sig forlede til at gå med i denne krig, det vil føre til ødelæggelse af både Tyskland og Østrig. Du skal være mit vidne. Du skal begive dig af sted til Stortinget både i Kristiania og Stockholm, og du skal advare kejser Wilhelm.«

Men Anton Johansson undslog sig. Han svarede: »Jeg er ikke værdig, Herre, til at være dit vidne. Jeg skriver ikke særlig godt, og jeg kan ikke tale tysk, og vejen dertil er flere hundrede mil lang.« Men da antog den, som talte til ham, synlig skikkelse, og han så Kristus på korset med tornekronen på hovedet. Han sagde: »Sådan så jeg ud, da jeg led for dine og for hele verdens misgerninger. Du skal ikke være forsagt og mismodig, du skal gøre det, som jeg siger til dig«. Anton Johansson fortæller: »Jeg blev i det øjeblik bange for, om det kunne være fristeren, der her drev sit spil med mig, men Herren mærkede mine tanker og sagde: »Frygt ikke, fristeren vil aldrig bære tornekronene. Da blev mit indre fyldt af en stor kraft og en fuldkommen overbevisning om, at det virkelig var min frelser, jeg stod overfor. Jeg sank ned for ham i ydmyg bøn, jeg bad ham hjælpe mig i de år, jeg skulle vente, og jeg bad om, at Helligånden måtte oplyse mig og meddele mig, hvomår tiden var inde til, at jeg skulle rejse, så jeg ikke tog fejl af tidspunktet. Det lovede han mig. Derefter forandredes synet, og jeg følte, at han atter fulgte mig på min højre side gennem rummet og fortsatte med at fortælle mig om alt det, der skulle ske.«

Noget af det første, Anton Johansson så den nat, var »Titanic«s undergang. Det er noget af det, han beretter mest levende om, han kunne aldrig glemme det: »Jeg blev i ånden ført til det sted i Atlanterhavet nær den amerikanske kyst, hvor ulykken ville ske. Rundt omkring på havet flød der isblokke af forskellig størrelse. Natten var mørk, og der var tæt tåge. Pludselig så jeg et lys og derpå de tændte lanterner på et skib. Det nærmede sig hastigt, og nu kunne jeg tydeligt se konturerne af en kæmpedamper. Samtidig dukkede en vældig isblok op af havet lige i skibets kursretning. Det ramlede og skramlede omkring fartøjet, som gik frem med en frygtelig fart. Få øjeblikke efter var ulykken sket, og et vældigt drøn gennemtrængte natten. Den isblok, som jeg havde set dukke op af havet, var blevet ramt af damperen, som nu begyndte at synke. Jeg blev grebet af en forfærdelig angst, for jeg så, hvordan menneskene nede i vandet kæmpede en fortvivlet kamp for deres liv.

Der blev sagt til mig, at jeg skulle telegrafere til skibets rederi og advare dem, og jeg fik rederiets navn og by i England tydeligt opgivet. Da jeg nogle år efter læste i avisen om det store passagerskib, der var løbet af stabelen i England, og som havde fået navnet »Titanic«, blev jeg fuldstændig lamslået, for jeg havde jo ikke gjort det, jeg skulle. Jeg havde ikke advaret nogen, jeg havde tænkt, at der var nok ingen, der ville tro på mig. Jeg knælede ned og bad af hele mit hjerte Gud om at bevare dette skib og alle de mennesker, der var om bord. Men den nat, da skibet forliste, det var natten mellem søndag den 14. og mandag den 15. april 1912, kunne jeg ikke sove, mine tanker kredsede uafbrudt om dette skib. Jeg var dybt ulykkelig over, at jeg ikke havde gjort, hvad der var blevet sagt til mig. Jeg bad hele tiden, men efter en stund følte jeg, at ulykken var sket. Det var, som en iskold bølge skyllede md over mig, og en isnende kulde gik gennem min sjæl. Derefter var alt stilhed.«

Denne nat lærte ham ikke at svigte mere, men gøre præcis det, han fik besked om.

I efteråret 1913 fik Johansson at vide, at nu var tiden inde til, at han skulle rejse. Han tog først til Oslo for at underrette den norske generalstab om den kommende krig. Men ingen der tog ham alvorligt, det var blot »enfoldig snak!« I december rejste han til Stockholm, og der var han heldigere. Han henvendte sig til oberst E. Melander i den svenske generalstab, og han troede på ham. Han fik Johansson til at diktere sig sine syner, og den 4. marts 1914 offentliggjorde Melander i »Svenska Dagbladet« Johanssons forudsigelser i en artikel, der fik overskriften: »Oberst Melanders profet.« Her fortæller han om denne efter hans mening ærlige og gudfrygtige mand, der af højere magter har fået til opgave at advare menneskene mod kommende ulykker. Snart vil en storkrig bryde ud mellem Tyskland og østrig på den ene side og Rusland, Frankrig, Belgien, England og senere Italien på den anden side. Tyskland vil tabe krigen og må afstå Elsass-Lothringen, og østrig må afgive Trient. Sverige vil ikke blive berørt. Dette viste sig at være præcis, hvad der skete. Krigsudbruddet kom i de første dage af august, fem måneder efter at Melanders artikel var blevet offentliggjort, og også afslutningen på krigen blev således, som Johansson havde forudset den.

I det store syn i november 1907 var der også blevet givet ham et tegn, så han kunne vide, hvornår krigen ville komme. Hver sommer arbejdede han i Finmarken som assistent under en officer i landmålingskommissionen, og der blev sagt, at den sommer, når officer nr. 7 ved navn Knutson kom, ville verdenskrigen bryde ud. Da han i foråret 1914 kom hjem fra Stockholm, lå der brev til ham fra en kaptajn Knutson, at han dette år skulle arbejde under ham. Så forstod han, at krigen var nært forestående. Han fik sin sognepræst til at skrive brev både til regeringsmedlem i Oslo H. Lund og til oberst Melander, at de måtte gøre alt for at ad-vare kejser Wilhelm og det tyske og østrigske folk. Han havde set så meget forfærdeligt ske både under og efter denne krig, at han vidste, at den ville føre til de to landes undergang. Naturligvis er det umuligt at sige, om det havde noget med de breve at gøre, at kejseren vitterligt prøvede at standse østrigeme, da de havde startet krigen med at overfalde Serbien. Men de var så forbitrede over mordet på den østrig-ungarske tronarving Franz Ferdinand og hans gemalinde i Sarajevo den 28. juni 1914, som en serbisk nationalistisk terrororganisation stod bag, at de var alt andet end indstillet på fred. Det var umuligt at standse den første verdenskrig.

Da det i foråret 1918 så ud til, at Johansson ville få ret med hensyn til, hvem der ville vinde krigen, begyndte de svenske blade på ny at interessere sig for ham. »Aftonbladet« bragte således den 16. april et interview med denne »vidtberømte mand«, som de kaldte ham. Overskriften lød: »Anton Johanssons sidste nye profetier«. Deri opfordrede han de endnu kæmpende parter til at indlede fredsforhandlinger i august, efter at Tyskland i marts havde sluttet separatfred med bolschevikregeringen.

Han forudså også en frygtelig epidemi, der var på vej. Han sagde, at hele Europa ville blive som eet stort sygehus. Og der skulle kun gå et halvt år, før »Den spanske Syge« drog hærgende gennem alle lande og bortrev 15 millioner mennesker.

Han talte også om den tyske infiation efter krigen og om den indre uro, der ville komme både i Tyskland og i England. Også det kom til at passe. I Tyskland var der kommunistopstand, og i England gjorde irerne oprør under ledelse af den revolutionære nationalist De Valera.

Om Rusland sagde han, at revolutionen dér ville kræve så mange dødsofre, at verden aldrig ville få det at vide. Han forudså borgerkrigen i Spanien, og om U.S.A. sagde han, at fem store krige ventede det i fremtiden (fra 1907), og til sidst ville De forenede Stater blive splittet i 4-5 dele. Finland ville opnå en kort frigørelse fra Rusland, men atter komme under russisk åg og blive undertrykt værre end i zardømmets dage.

Han havde også hørt Slesvig nævne, og det lød, som om Danmark ville få dette land tilbage. Men da han samtidig hørte, at Danmark havde fred hele tiden, og da han heller ikke på noget tidspunkt så krigsoperationer ved dets grænse, forstod han ikke, hvordan det forholdt sig. (Han kunne jo umuligt vide i 1907, at nogle af præsident Wilsons idealistiske 14 punkter kom med i Versailles-traktaten i 1919. Et af dem gik ud på, at små grænsefolk selv skulle have lov til at bestemme, hvilket land de ville tilhøre. På den måde stemte Nordslesvig sig hjem til Danmark, og den 15. juni 1920 fandt genforeningen sted.)

Alle disse ting fortalte Johansson om i det store interview i »Aftonbladet« i april 1918, og det blev den direkte årsag til, at han mødte ingeniør Anton Gustavsson, som han havde set i et syn inden. Samtidig var det blevet sagt til ham, at denne mand skulle udgive hans profetier. Johansson blev nu i Stockholm et par måneder og dikterede ham sine syner, og det blev til en bog med kæmpesucces: »Syner och uppenbarelser om världens framtid«. I løbet af nogle år kom 21 oplag, og den blev oversat til flere sprog.

Det var ikke altid lige let for Johansson at skelne begivenhederne under 1. og 2. verdenskrig fra hinanden, for han så jo blot billederne rulle af sted som på en film. Men forskel var der alligevel. I den første verdenskrig var der kun tale om krigsførelse på jorden. Han så de vældige fronter og skyttegravene fyldt med mennesker og våben. Han hørte kanonerne drøne og fulgte ildskærene på himlen. »Overalt var der vældig larm og våbengny«. Men i anden verdenskrig kom der noget helt nyt til. Han kendte jo i 1907 ikke flyvemaskinen, men nu så han pludselig foruden kampene på jorden bombeangreb på Europas mørklagte byer med store »luftflåder«. »Englænderne skal bede Gud om, at London ikke bliver udslettet«, sagde han. Han lagde også mærke til, at besættelsen af Norge ikke ville forløbe fredeligt, deroppe ville der blive kamp. Af begivenheder efter krigen ser han Tysklands deling, jødernes tilbagevenden til Palæstina og Indiens frigørelse fra englænderne. Endelig nævner han store politiske omvæltninger i Kina og voldsomme jordskælv i Sydeuropa, som ville gøre masser af mennesker hjemløse.

Johansson hørte, at der umiddelbart før 3. verdenskrig ville være megen tale om fred, og at falske fredsmanøvrer ville finde sted. Det var forklaringen på, at det kom bag på alle, at russiske tropper pludselig en dag væltede ind gennem Tyskland imod Rhinen og Frankrig, hvor heftige kampe fandt sted. Han så, at de amerikanske våbendepoter, som fandtes der, faldt i russernes hænder, og han sagde: »Jeg både hørte og så, at der til den tid findes frygtelige våben, som ikke kendes i dag« (1907). Russerne fik herredømmet i Frankrig ved hjælp af landets egne kommunister, som under en voldsom borgerkrig lige inden havde stukket hele Paris i brand. De slog sig ned i Mellem- og Sydfrankrig, hvorfra de førte krig mod Spanien. Denne fransk-spanske krig blev så forfærdelig, ikke blot for de implicerede, men for hele verden. For det var de nye frygtelige våben, som de brugte her, og virkningen af dem var forfærdelig: blindhed, vanvid og fuldstændig ødelæggelse af hele menneskekroppen.

Omtrent samtidig med, at russerne trængte frem gennem Tyskland, oplevede Johansson en vulkanagtig eksplosion i Nordsøen. Han så, hvorledes havet rejste sig mange meter højt og oversvømmede og ødelagde alle kyststrækninger. England var det land, der blev hårdest medtaget, ja, for London blev det simpelt hen en katastrofe. Masser af huse styrtede sammen, havne og kajer blev ødelagt, skibe forliste og blev slynget op mellem husene. Aldrig havde man oplevet en sådan ulykke. Han så, at Skotland blev så hårdt medtaget, at en del af landet sank i havet.

Derpå blev han ført hjem til sit eget land og stod på stranden ved Trondheim og så ud over havet. Pludselig begyndte jorden at ryste under ham, og en del af træhusene faldt sammen. Havet kom væltende ind mod fjeldene, og hele den norske kyst lige fra Sydnorge til egnen omkring Bodø blev oversvømmet. Også den svenske og danske vestkyst fik oversvømmelserne at mærke, og Holland, Belgien og Nordtyskland blev hårdt medtaget. Her gik det værst ud over Antwerpen og Hamborg. Årstiden var eftersommeren. Han lagde mærke til, at det endnu ikke havde sneet i de norske bjerge.

Fra Nordsøkysterne blev Johansson ført videre til U.S.A.. og omtrent samtidig med eksplosionen ud for Englands kyster så han forfærdelige ting ske derovre: I en række byer han nævner først og fremmest New York, Washington, Chicago og Minneapolis - så han eksplosioner og brandkatastrofer opstå i et omfang, som han ikke havde troet muligt. Himlen lignede disse steder et eneste flammehav, alt var hyllet i røgskyer, og samtidig opstod de frygteligste orkaner, som lagde alt øde på deres vej. Kæmpebygninger faldt sammen, rumeme hvirvledes op i luften, ved kysterne blev kæmpeskibe slynget op på land eller sank i de hushøje bølger, havneanlæg og skibsværfter blev totalt ødelagt. Men også inde i landet rasede og hærgede orkanen, store plantager og anlæg blev lagt øde. Også i Canada så han træerne i de vidtstrakte skovområder blive fejet væk, egnene omkring de store søer blev hårdest ramt. Han fulgte i sit syn orkanen på dens vej over Atlanterhavet til den sydvestlige del af Europa. Gennem Frankrig og Spanien og Middelhavslandene fortsatte den til Sydrusland og forvoldte skade overalt, men så kunne han ikke følge den længere.

Samtidig med disse frygtelige eksplosioner i byerne så han en russisk hær komme fra Sibirien over Beringstrædet til Alaska og Canada, den nåede dog ikke langt. Men det var grunden til, at Amerika ikke kunne sende hjælp til Europa. »Det var i det hele taget ikke lidt, jeg fik at vide om Amerika,« sagde Johansson, »men jeg anstrengte mig ikke synderligt for at huske det, da det jo ikke berører Os i Europa i særlig grad. « Han kunne ikke vide, at han skulle blive den eneste af de europæiske seere, der fik lov at følge begivenhederne i U.S.A. under den tredje verdenskrig.

Johansson spekulerede meget over, hvad det mon var, der bevirkede disse katastrofer næsten samtidigt i England og Amerika. Han kendte i 1907 intet til atombomben og dens frygtelige virkningere I dag ved vi, at de enorme eksplosioner ikke blot fremkalder store brandkatastrofer, men også bevirker sådanne forstyrrelser i de øvre luftlag, at de udløser voldsomme storme. Og for Os i dag må russernes strategi forekomme ganske logisk. Samtidig med lyninvasionen i Europa vil det være af største betydning for dem lige fra starten at lamme både England og U.S.A. og derved søge at hindre dem i at komme det overfaldne Europa til undsætning.

Den sidste krig, Johansson i sit store syn blev vidne til, gjorde dybt indtryk på ham, for her var det hans eget land, det gjaldt. Han oplevede, hvorledes Sverige og Norge blev overfaldet af russerne, som fik støtte af det franske luftvåben. Tidsmæssigt er det vanskeligt at placere denne korte, men så skæbnesvangre krig, der kun varede et par sommer-måneder. På det tidspunkt så han Rusland som et stærkt reduceret land »uden Ukraine, De baltiske Provinser (Estland, Letland og Litauen) og Polen, som det intet havde at gøre med længere.« Rusland er altså på det tidspunkt færdig som stormagt, den tredje verdenskrig har medført indre splittelse og borgerkrig og opdeling i flere mindre stater, således som andre seere har forudsagt det. At det netop bliver franskmændene, der hjælper russerne med at overfalde Skandinavien, er forståeligt, når man ved, at størstedelen af Frankrig på det tidspunkt vil være rent kommunistisk. Efter grundige overvejelser anså Johansson og hans forlægger det for mest sandsynligt, at denne nordiske krig måtte være en udløber af 3. verdenskrig.

Allerede i sine indledende betragtninger mærker man Johanssons sorg og smerte over den ulykke, som skulle ramme hans hjemland. Han siger: »Efterhånden var socialismen trængt igennem i hele Norden, og i Sverige havde socialisterne regeringsmagten. Dette var til dels skyld i det ulykkelige udfald, som krigen med russerne fik. Det var nemlig lykkedes socialisterne at indskrænke forsvaret, hvorfor mange svenske mænd kom til at ofre livet, hvilket slet ikke havde været nødvendigt, for det var så lidt, der skulle til, for at krigen havde fået et helt andet forløb. Desuden gjorde socialisterne store dele af det svenske folk til gudsfornægtere, hvilket Herren dybt beklagede«. (En omfattende meningsmåling foretaget i 1983 gav det overraskende resultat, at over halvdelen afsvenskerne ikke længere tror på Gud.)

Men Johansson oplevede altså i sit syn, at russerne en sommerdag ganske uventet overfaldt Sverige og Norge. I Nordsverige væltede russiske hære ind over Torneå-Haparanda, andre blev landsat ved Umeå. I stor hast mobiliserede man, og et par nye krigsopfindelser »på det elektriske område«, som kun svenskerne havde, blev til stor nytte i deres forsvar. Der blev kæmpet voldsomt og med stor tapperhed fra svenskernes side, men russerne sendte stadig nye forstærkninger, og hele Nordsverige blev erobret. En af de byer, det gik værst ud over, var Gävle. Fæstningen Boden overgav sig uden kamp, hvilket skyldtes forræderi fra socialisternes side. Gotland og Øland blev erobret, og i Västervik havn landsattes store hære, der skulle til Stockholm og Göteborg.

Vestkysten tog franskmændene sig af Sværme af flyvemaskiner bombarderede Göteborg, hvorefter store krigsskibe ankrede op ud for byen og satte tropper i land. De største slag udkæmpedes på den vestlige side af Götaelven ud mod kysten. Over hele den svenske vestkyst ned til Helsingborg og Malmø lå tyk røg, og heller ikke disse byer gik helt fri. Også Stockholm blev bombarderet, men der var luftforsvaret bedre i orden og mere effektivt end de andre steder.

Men franskmændene nøjedes ikke med at bombardere de svenske byer. De fortsatte op langs den norske vestkyst og rettede luftangreb mod samtlige byer lige fra Oslo i syd til Trondheim i nord. Den by, der blev hårdest ramt, var Kristiansand, den blev totalt ødelagt, og kun ruiner var tilbage.

Russernes overfald på Sverige og Norge fandt sted på samme tid. I den nordøstligste del af norsk Finmarken marcherede russiske hærafdelinger ind, og allerede ved Kirkenæs satte nordmændene sig til modværge. Men den første store slaglinie, der var på 15-20km, dannedes ved Karasjok. Kampene her var meget voldsomme og blodige, der var stadige angreb og modangreb. Nordmændene trak sig tilbage og dannede nye fronter, men til sidst blev de drevet længere og længere sydpå af de endeløse russiske forstærkninger. Fuld af ængstelse spurgte Johansson, om russerne da ville tage hele landet. Men Herren svarede, idet han pegede på Lyngfjord: »Dertil vil de komme, og ikke længere.«

Men så skete der pludselig det, at svenskerne i Göteborg kapitulerede og med dem resten af landet. De russiske hære, der fra Västervik var på vej til Göteborg, nåede aldrig frem, midt i Småland standsede de. Med Sveriges kapitulation fulgte Norges, men vreden og bitterheden i den svenske befolkning var stor. Man fattede det ikke, det hele havde jo kun varet et par måneder. Og Johansson sagde: »Hvis blot svenskerne havde holdt ud 14 dage endnu, så ville franskmændene være blevet besejret, for deres ressourcer var på det tidspunkt næsten udtømte.« Svenskerne måtte afstå Gotland til russerne, og nordmændene mistede hele den nordligste del af Norge ned til Lyngfjord nord for Tromsø.

Johansson slutter beretningen om sit syn således: »Efter at have set disse store ulykker, fik jeg besked om mit eget liv. Jeg ville nå at få hvidt hår og skæg, og jeg ville dø en fredelig død. Der blev vist mig to veje, jeg kunne vælge imellem: Enten kunne jeg stifte familie eller drage omkring blandt mennesker og bringe dem de oplysninger og advarsler, som Herren ville give dem gennem mig. Hvis jeg valgte denne vej, lovede Han mig, at Han ville beskytte mig og velsigne mig, så jeg valgte den vej. Til slut sagde Herren: »Du skal passe på, at du ikke bliver hovmodig og kommer bort fra mig.« Jeg bad Ham da hjælpe mig og ved sin Helligånd oplyse mig, så jeg aldrig måtte tage fejl. Og da Herren havde lovet mig det, forsvandt synet. Klokken var da 4 om morgenen. «

Det lykkedes ikke for Anton Johansson at gribe ind i verdensbegivenhederne, men han havde sin helt specielle mission. Han kom i forbindelse med utrolig mange mennesker, og overalt hvor han kom, advarede, rådede og hjalp han mennesker, således som det blev ham indgivet. Han kunne se på et menneske, når det snart skulle dø, han så da en skygge over dets ansigt. Så bad han for det menneske og søgte at vende dets tanker mod Gud.

I 1926 døde han stille og fredeligt i barndomshjemmet i Lebesby, agtet og respekteret af alle.

Senere sagde hans forlægger, A. Gustavsson, at Johansson havde set endnu mere end dette, men det var ting, som ikke måtte offentliggøres endnu. Så blev det lagt væk og er aldrig kommet frem siden.

_____________________________________________________________________________________

HVORDAN EN ASTEROIDE KAN ØDELEGGE LIVET PÅ JORDA

Johannes åpenbaring

8,8-11

8. Og den annen engel blåste, og det ble likesom et stort brennende fjell kastet i havet, og tredjedelen av havet ble til blod,

9. og tredjedelen av skapningene i havet, som hadde liv, døde, og tredjedelen av skibene ble ødelagt.

10. Og den tredje engel blåste, og en stor stjerne falt ned fra himmelen, brennende som en fakkel, og den falt på tredjedelen av elvene og på vannkildene.

11. Og stjernens navn er Malurt, og tredjedelen av vannene ble til malurt, og mange mennesker døde av vannet, fordi det var blitt beskt.

DETTE KAN BLI RESULTATET

AV EN KOLLISJON

1. Asteroidene kan lage et trykk på størrelse med en atomeksplosjon, og ødelegge et område på flere hundre kilometer.

2. Jordskjelv ryster jorda i flere dager med høye tsunami-bølger som ødelegger bebyggelser ved kysten rundt hele verden.

3. Pulverisert materiale blir slynget opp i stratosfæren over krateret der asteroiden landet.

4. Fine partikler fra treffet gjør at det blir lagt et lag med skyer rundt jorda.

5. Intens varme og vinder kan antenne skogbranner, som kan bli et globalt inferno.

6. Støv som legger seg rundt jorda vil mørklegge verden og føre til sur nedbør.

7. Drivhuseffekt, særlig hvis asteroiden treffer kalkstein i havbunnen. Dette fører til at atmosfæren blir fylt med store mengder karbondioksid (CO2).

DEN KOMMENDE DOM OVER SYNDEN

Asteroider: Mindre planeter. De fleste av dem går i banen mellom Mars og Jupiter. Den største er Ceres som er 1.003 km i diameter.

Kometer: Mindre partikler som består av is og gass. De går i bane rundt sola. Kometer kan være flere kilometer i diameter. Kometer er lett gjenkjennelig med en lang hale som alltid peker vekk i fra sola på grunn av solvindene.

Meteorer: Mindre partikler som går inn i jordas atmosfære i 72 km per sekund og deretter brenner opp.

Meteoritter: En stor masse som ikke brenner opp og treffer bakken. Er beslektet med asteroider. De kan være av stein (aerolitter) eller jern (sideritter). De kan forårsake enorme kratere som i Arizona (15 km i diameter).

Meteroider: Samlebetegnelse for mengder av meteoritter. Kan være skadelige for romfartøy.